I dag skal vi se hele 4 skønne kort fra Vibe, alle med den søde havfrue i fokus. Vibe har lavet et opsamlingsheat til os, og hvad hun mener med det, vil hun forklare om et øjeblik.
Vi kan dog afsløre at dagens blogindlæg er proppet med inspiration og videoblogs!
Rigtig god fornøjelse.
Hej med jer
Jeg håber I nyder sommeren. I dag har jeg taget en lille stak kort med til jer – jeg har nemlig lavet en form for opsamlingsheat over de seneste af mine blogindlæg. Så, ideen er, at jeg har lavet nye kort ud fra de korttyper jeg tidligere har vist. Det håber jeg I er med på 😊 På alle kort har jeg taget udgangspunkt i havfrue stempelsættet, så det er det der er det primære udgangspunkt. Derfor synes jeg lige vi skal starte med at farvelægge en enkelt havfrue.
I første omgang skal vi faktisk helt tilbage til november måned, hvor jeg lavede et jule spinnerkort med den lille juleengel. Det kan I se her: https://www.threescoops.dk/blogs/nyeste-blogs/jule-spinnerkort
Efter stort set samme opskrift har jeg lavet et havfrue spinner kort. Den største forskel på udformningen af kortene er, at jeg i november foldede kortet diagonalt og nu har jeg i stedet foldet kortfronten på midten.
Til at skære havfruen ud, har jeg brugt den tilhørende die, hvor jeg så har skåret hende ud fra bagsiden af papiret. Hvis man holder die + papir op mod lys, kan man få en fornemmelse for om man rammer rigtigt med dien. At både den ”rigtige” version og den spejlvendte version er skåret ud med samme die, gør det meget nemt når man skal lægge dem sammen i sandwichen omkring tråden.
Så spoler vi tiden lidt frem. Vi skal frem til februar hvor jeg lavede et shadow boks kort. Det kan I se her: https://www.threescoops.dk/blogs/nyeste-blogs/shadow-box-kort
Her har jeg været meget tro mod de oprindelige mål – det er næsten en tro kopi af det lyserøde kort jeg har lavet, bare i lilla nuancer. Når nu det er ”mermaid kisses” synes jeg det var oplagt at bruge læbediesne på kortet. Havfruen har her fået badedragt på og så er der kommet vellum bølger i hjerterne.
Nu er vi nået frem til april måned, hvor jeg lavede et sidestep kort til Molly https://www.threescoops.dk/blogs/nyeste-blogs/mollys-fodselsdag.
Siden udgivelsen har ”Havet er skønt” snurret rundt i hovedet – jeg forestiller mig jeg næppe er den eneste der har haft det sådan? Haha. Jeg blev derfor nødt til at få det på et kort. Målene på sidestep kortet har jeg tilpasset til havfrue og tekst, så det er ikke helt de samme mål, som til Mollys kort – der kom for meget luft hvis jeg genbrugte de samme mål. Kortet her er sammenfoldet 12x13 cm. På ballonbogstaverne har jeg tilføjet små bobler, så der ikke er nogen tvivl om temaet.
Så er vi nået til sidste kort i denne omgang, som er genbrug af sidste måneds korttype, nemlig et bokskort https://www.threescoops.dk/blogs/nyeste-blogs/barsel-barnedab.
Jeg har også ved dette kort, tilpasset målene så de passer bedre til stemplerne. Jeg har udfordret mig selv lidt her i forhold til farvevalg. Gul og pink er ikke lige den kombination jeg gør mig mest i, men jeg synes alligevel det kan noget og kortet ser frisk og lækker ud.
På nogle af havfruerne har jeg brugt en hvid gel pen til at lave glimmer og på andre har jeg ikke – det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag og jeg synes begge dele er fine. Nogle af havfruerne har også fået lidt længere øjenvipper med en copic multiliner.
Jeg håber I er blevet inspireret og at I nyder sommeren i fulde drag.
God dag til jer
Vibe
Materialer:
Stempler:
Dies:
- Firkant dies
- Blonde firkant dies
- Slimline dies
- Blonde slimline dies
- Hjerte dies
- Læbe dies
- Hav dies
- Cirkel dies
- Bredde banner dies
Papir:
- Smagen af citron
- Smagen af jordbærguf
- Smagen af fersken
- Smagen af lavendel
- Smagen af aubergine
- Smagen af blue bobblegum
- Smagen af blåbær
- Smagen af mint
- Smagen af havet
- Pink ensfarvet karton
- Lyseblå ensfarvet karton
- Vellum
- Hvid kortbase karton
Øvrigt:
- Neenah, copics memento
- Hvid gel pen
- Copic multiliner 0.1