Three Scoops julekalender - Låge 18

Blogindlæg af Nadja Kaagh - @stampsareforever

 

Jeg elsker normalt jul, jeg elsker at gå amok i hygge, klip, klister, julerød og grangrøn. I år kan jeg simpelthen ikke finde julen inde i mig, linien i en velkendt julesang "it's the most wonderful time of the year" (den er den mest vidunderlige tid på året) kører rundt i min hjerne, men jeg kan ikke rigtig slå rod i mit hjerte. Julerød og grangrøn hænger mig langt ud af halsen og julenglæden svæver konstant lige uden for mit greb..


Men så slog det mig forleden, hvem skal også have lov til at bestemme at julen skal være på en bestemt måde. Måske kan julenglæden I år få lov at få en anden form, en anden farve og så kan jeg måske alligevel finde ro i at julen kommer om jeg er i julehumør eller ej. Og NU kommer julen lige så stille snigende og falder nok alligevel til I mig I år også.

Min jul skal simpelthen bare være lilla, lyserød, mint grøn, hvid og lyseblå for at føles rigtig i år, og nu går jeg amok i julemotiver og julekort igen!

INSPIRATION 1: Juledrømme kortet

Jeg har brugt papir fra Three Scoops juleblok, virkelig lækkert lyseblåt papir! Snefnuggene er en die som Three Scoops solgte sidste år, men som jeg desværre for sent til dette indlæg opdagede ikke længere er i butikken. "Drømme" teksten er lavet med en vidunderlig die fra Adventskalenderen fra Threescoops 2018 (der er altid en god grund til at købe kalenderen!) og "jule"stemplet har jeg fået ved at dele JULEPOST fra et af de små stempelsæt fra i år (Se foto). Jeg har smattet det hele ind i et tyndt lag Liquid Pixie dust blandet med vand, sådan at alt glitrer og ser frost-agtigt ud. 

 -

 

INSPIRSTION 2: Nu er det jul igen

Jeg har farvelagt blomsterne med Copics: BG34 og G00 til de grønne blade, og RV02, RV10 og RV000 til de lyserøde nuancer. På kanten af bladene har jeg først lagt et tykt lag flydende lim (Evt. den fra Lawn Fawn da den er god til plastik) og derefter drysset kunstigt sne fra Three Scoops hen over (som desværre nu er udsolgt, men kan fås i mange andre butikker også).Teksten er fra Three Scoops juletekst-rammer. De hvide prikker er lavet med Nuvo Drops. Igen er det hele pjasket ind i Liquid Pixie dust  blandet med vand.

 

INSPIRATION 3: Juleknus-med julehjerte

Baggrunden har jeg sprøjtet med lilla Nuvo Sparkle Spray og kørt igennen Gemini embossing folder (fås sammen med gemini-maskinen). Det giver et smukt mønster og en perlemors effekt fra sprayen. Hjerterne er farvelagt med Copics: lilla V09, V17, V15 og V12 og grøn BG15, BG34 og G00. Igen - massere af Liquid Pixie dust blandet med vand.

 

INSPIRATION 4: Juleknus med stjerner

Baggrunden er tør embosset med hjertestencil fra Three Scoops, og derefter har den fået et par sprøjt med Nuvo Sparkle Spray i blå. Snefnuggene er skåret ud i hvid og lilla Three Scoops papir. Stjernerne er farvelagt med samme farver som julehjerterne i samme farve. Frost effekt lavet ved at pensle Liquid Pixie dust blandet med vand over alle detaljer.

 

INSPIRATION 5: God jul med stjerner

Baggrunden er lavet med noget texture paste (Lava Paste) og en firkant stencil, som efter det var tørt har fået sprøjt med både blå- og lilla Nuvo Sparkle Spray. God jul teksten er skåret ud i lilla og mintgrøn papir, den lilla har fået et godt lag af Nuvo Sparkle Spray og de to tekster er derefter limet sammen forskudt, så den mintgrønne danner skygge bag den lilla. Stjernerne er farvelagt med samme copic-farvekombinationer som hjerterne i samme farve. Bag stjernerne er sat noget hvid krims-krams fra resteskuffen. Igen er det hele pjasket ind i Liquid Pixie dust  blandet med vand.

-

 

INSPIRATION 6: God Jul (i mint)

Baggrunden har fået et sprøjt med både Nuvo Sparkle Spray og en hjemmelavet pink blanding. Først for at få den højpink farve, og derefter for at få glitter effekten som Nuvo Sparkle Spray er helt vidunderlig til. Mens papiret stadig var fugtigt har jeg kørt det igennem min Gemini, med den embossing folder der følger med maskinen. Jeg har farvelagt blomsterne med Copics. BG34 og G00 til de grønne blade, og RV02, RV10 og RV000 til de lyserøde nuancer. Jeg har skåret God jul teksten ud i både Neenah papir og mosgummi og limet det sammen for at skabe højde på teksten. Jeg har farvelagt teksten med Copic: G00. Igen er det hele sjasket ind i Liquid Pixie dust blandet med vand, smurt på med en pensel.

-

 

Tak fordi i så med. Jeg er på med mit sidste indlæg i denne julekalender på mandag den 23. december. 

Glædelig og kreativ jul
Nadja