Så blev det tid til mit maj besøg her på bloggen. Til det formål har jeg haft gang i en ny kortmodel (i hvert fald for mig) samt en masse forskellige dies, sværter, stencil og embossing.
Og hermed er der fødselsdagsfest på bondegården.
Jeg startede ud med selve kortbasen som er valgt i kraft karton og størrelsen er A5 med det brede stykke på 21 cm. Fra hver side er der falset 4 cm og igen ved 2 cm. Det efterlader 9 cm.
Jeg har valgt disse mål, da jeg gerne ville bruge rektangel dies i midten og samtidig have plads til lidt traktor. Men modellen kan laves i nøjagtig de mål man selv ønsker, evt. med slimline dies i midten osv.
Til forsiden har jeg valgt der skal være græs både for og bag stakittet og her har jeg sværtet græs med oxide sværterne shabby shutters og moved lawn og derefter skåret ud med græs dies.
Stakittet er lavet med dies fra værktøjskassen.
Ligeledes har jeg brugt dies til at lave jord til traktoren og her har jeg anvendt bakke dies. Farverne er oxide antique linen, vintage photo og scorched timber samt lidt forskelligt splat.
Til selve midt basen har jeg brugt 3. største rektangel die, både med og uden blonde (blonde er skåret i rød karton) for at basen ikke skulle fremstå fersk og hvid har jeg sværtet en anelse salvage patina.
Derefter brugte jeg sky stencil med speckled egg, ovenpå.
Inden jordstykket blev sat på snuppede jeg lige negativet fra græs udskæringen som lige kunne titte frem bag jordstykket i stedet for at ryge i skraldespanden.
Bagenden af traktoren har jeg skåret af. Ikke fordi den ikke kunne være der, men fordi jeg bare syntes det syner bedre på denne måde.
Inden græs og stakit stykket sættes fast har siderne fået murstens striber med cement fugerne fra pumic stone oxide og murstenene er lavet med stencil mursten samt barn door oxide.
“Tillykke” er lavet med de store ballonbogstavsstempler og embossing teknik. Jeg har stemplet med hvid embossing på brun karton og sat fast med skiftevis lim og 3D puder. Og det samme er de forskellige bondegårdsdyr. Den lille grissebasse har fået en fin fødselsdagshat på der ligesom ballonerne kommer fra die startpakke - fødselsdag.
Til sidst fandt jeg Dannebrog banner die som passede perfekt i størrelsen til at hænge øverst på kortet
Hvis man ønsker det, så kan kortet sagtens klappes sammen og blive fladt til at ligge i kuvert og ellers står det så fint af sig selv pga. sin facon.
Jeg håber i kunne lide dagens projekt. I hvert fald var det et rigtig sjovt projekt at lave.
Vi ses lige om snart til suprice-pakke 20 ugen.
Knus fra mig
Anne-Sofie