SURPRISE-PAKKE 19 // Afsløringen og Jannis inspiration

Så er det endelig tid til afsløringen af årets første stempel surprise-pakke, og det ikke mindre end nr. 19, vi denne gang afslører. Behøver vi nævne vi har glædet os helt vildt!

Vi starter med at præsentere pakkens indhold og derefter ser vi nærmere på Jannis inspirationskort - samt forslag til farvelægning med vores Watercolor brushes. Pakken præsenteres også af Janni, live hertil formiddag kl. 10:00, i Facebookgruppen for guldmedlemmer.  

 

Lad os se nærmere på stempel surprise-pakke 19

Med denne surprise-pakke stempler vi ind med en evigglad pakke med sværmende mariehøns og søde små kyllinger.

Vi har skabt en stemning af forår, men har samtidig tilføjet små elementer, så pakken nemt kan bruges til alle årstider. En bladkrans og kurv sætter rammen for denne stempelpakke. Pynt bladkransen efter årstiden med enten blomster, påskeæg, sløjfe, efterårskogler eller julekugler. Eller fyld kurven med lækkerier i form af karameller, påskeæg, blade og blomster. Kun fantasien sætter grænser.

Derudover medfølger en die-pakke med en tillykke-tekst-die samt assorteret papirer i skønne pasteller.

  

Lad os så se hvad Janni har fundet på med pakkens indhold.

 

Inspiration fra Janni Hansen - @mitkammer 

 

Jeg ved godt jeg siger det HELE tiden - og nu gør jeg det igen - jeg elsker simpelthen den her surprise-pakke! Altså se den lige - og alle de smukke pastel designark...... Jeg har helt ærligt haft svært ved at lægge den fra mig igen - jeg har så mange ideer med den. Men så er det jo heldigt der er masser af tid til leg med pakken under ugens lives.

 

 

 

Nok snak, lad os komme i gang med herligheder. Vi starter ud med farvelægningen, og denne gang har jeg valgt at starte med Watercolor brush farvelægning.

 

Watercolor brush farvelægning

Bladkrans/blade: Olivengrøn 1+2+blender
Kurv: Gylden brun 2+3+blender, Støvet brun 2+3, Fersken 2+blender
Kyllinger: Gylden brun 3, Gu1+3+blender, Orange3+blender, Pink 3+4
Mariehøns: Gylden brun 3, Fersken 1+2+3, Rød 1+2+blender, Varm grå 1+4, Blå 4, Pink 3+4
Sløjfe: Blå 3+4+blender
Karameller: Blå 3+4, Pink 3+4
Julekugle: Gylden brun 3+4, Gul1+blender
Påskeæg: Rosa 3+4+blender, Støvet blå 2+3+blender, Olivengrøn 2+3+blender
Blomster: Pink 2+4+blender, Gul 1+blender

Kogle: Støvet brun 1+2+3

Farvelægning på kortene vi nu skal se, er med udgangspunkt de samme som ovenstående.

 

 

Slikpose

Jeg synes simpelthen det mariehøne papir er så sødt, så det måtte på en lille slikpose, selvfølgelig pyntet med farvelagte motiver.

 

Slikposen er bygget op med 3 udstansede tags. Et til hver af siderne og et til bunden. Tagget i bunden er skåret til, så det er 8cm langt, og så har det fået en fals 2cm inde i hver ende. Så når de tapes/limes sammen er bunden 4cm.

Forstærkerne i toppen er udstanset i akvarel og farvelagt med Olivengrøn 1+2+blender inden de er limet på.

Inden jeg samlede de tre dele, skar jeg et hul i det ene tag med 4. mindste cirkel die. Det passer lige til hullet i bladkransen - så man får et kig ind til slikposen i midten.

 

Efter at lave sat motiverne på, udstansede jeg den fine tillykke tekst og limede den på henover hullet til slikposen.

 

 

Store påskeæg

Se lige engang på den søde kylling der lige er klækket ud af det fine påskeæg - det er da ikke til at stå for vel!

Kortet er lavet lidt større end A6 (måler foldet 15,2cm x 10,9cm) med blonde- og rektangel dies. Forrest er der brugt det smukke påskeæg papir, og midten er udstanset med den 2. største oval die. Blonde baggrunden er i Smagen af pistacie - diagonale striber. Baggrundene er sat sammen med hvid foamtape, så der kommer lidt dybde i midten. 

 

De alt for søde påskeæg er udstanset med Påskeæg dies sættet i 300g. akvarel. I stedet for at bruge selve rammen, har jeg brugt midten af udstansningen.

De er farvelagt med Støvet blå 2+3+4+blender, Rosa 3+4+blender, Olivengrøn 2+3+blender. Derefter er pletterne lavet med Gylden brun 2. Jeg synes selv farverne på æggene rammer designarket ret fint.

Ægget i midten er skåret over med zig-zag die fra Linje-dies sættet. Og den søde kylling er sat ind, så den popper ud af ægget.

Kortet er til sidst pyntet med stempeltekster, hvoraf det ene er sat på den lille banner foran æggene. De fine perlehønsefjer er sat rundt omkring som ekstra pynt.

 

 

Blomsterkrans

De mariehøns og den tekst, er da toppen af nuttethed i min verden - så dem har jeg brugt sammen med den flotte bladkrans på et simpelt lille firkantet kort. 

Kortbasen er 11,5cm x 11,5cm og derpå har jeg sat en blonde- samt firkantet udstansning. Begge er 4. største die fra pakken.

 

Blomsterkransen omkranser den fine tekst, og er pyntet med pink blomster. Og til sidst er de små mariehøns med hvide prikker (ja det gør dem altså lidt mere nuttet synes jeg) sat på kortet.

 

 

Slikkurv

Her har jeg lavet et firkantet kort i 12,5cm x 12,5cm. Det har fået en fin ternet blonde baggrund, udstanset med 3. største blonde firkant. Midt på kortet har jeg sat det store blonde hjerte, udstanset i Smagen af blue boblegum - splat.

 

Omkring den fine kurv har jeg pyntet med en halv bladkrans, og kurven er fyldt op med fine pastel karameller. Jeg har gjort det lidt nemt for mig selv, og klippet karamellerne over, så jeg kunne 'spare' på dem.

Til sidst er kurven pyntet med den udtansede tillykke tekst, samt stemplet på stof kanten. Et sukkersødt fødselsdagskort.

 

 

 Påskekurv

Her er kurven igen kommet i brug, denne gang fyldt med fine små påskeæg, og pyntet med den store flotte sløjfe.

Kortet er A6, med en rektangel baggrund i de fine blå tern. Midt på kortet har jeg sat en oval udstansning, udstanset i 300g. akvarel, med den største oval die. Den er farvet let i kanten med Distress Oxide - spun sugar. Derpå har jeg sat en oval blonde, udstanset i hvid karton, med den 2. største oval blonde die.

 

De søde små påskekyllinger er også kommet med på kortet, og lige over dem, har jeg igen valgt at stempleteksten på stofkanten af kurven.

 

 

Julekrans

Sidste kort fra mig i denne omgang er et julekort - for selvfølgelig skulle det også afprøves.

Jeg har lavet et kort, lidt større end A6 (måler foldet 15,2cm x 10,9cm) og det er med en akvarel baggrund udstanset med rektangel die. Bag den er der en blondekant i kraft karton. Baggrunden er farvet med Distress Oxide - victorian velvet og stencil jul. Derefter har den fået let sværte i kanten med Distress Oxide - antique linen.

 

Den fine bladkrans er pyntet med den smukke sløjfe, farvelagt med Rosa 1+3+4+blender. Julekuglerne som også er kommet på, er farvelagt med Rosa 3+4+blender, med et top i Gylden brun 3, Gul 1+blender.

Til sidst kom koglerne også på, og der blev stemplet med den skønne tekst fra julekalenderen 2023.

 

Jeg håber jeg har kunne inspirere jer med dagens inspiration - og glæder mig så meget til at vise jer flere nye ideer i løbet af den kommende uge.

Kreative hilsner
Janni

 

Det var hvad vi havde af inspiration med surprise-pakke 19 stempel for i dag her på bloggen. 

Pakkens stempler og dies er speciallavet til denne pakke og kommer ikke i produktion til løssalg. Papiret kan fra i dag kl. 12.00 købes i shoppen. Vi har et begrænset antal, så de er i salg så længe lager haves. 

Husk at følge med alle ugens dage, hvor vi viser masser af inspiration her på bloggen, og du kan altid gense inspirationen vi har gemt her, samt i albummet i vores Guld Club Facebook gruppe.

Albummet vil komme op i løbet af eftermiddagen søndag.

 

 

Som altid har vi en inspirations konkurrence, hvor vi trækker en vinder
af et gavekort på 250 kr. Hvordan du deltager i konkurrencen kan du læse mere om her.